Harmonic mixing - hvad er det


Denne artikel er skrevet af en nybegynder inden for DJ-udstyr, med henblik på at andre nyopstartede DJs kan forstå meningen i harmonisk mix. Artiklen vil give indblik i, hvad harmonic mixing er, noget om den bagvedliggende teori, og gode råd til opsætning af dit DJ software, i forhold til harmonic mixing. Artiken vil dog ikke omhandle hvordan man mixer i praksis.
 

Lær at mixe harmonisk

Hvis du lige har købt din første DJ-mixer eller DJ controller, og er forundret eller frustreret over, at det ikke lyder som du vil have det til, når du mixer mellem sangene, så bør du læse denne artikel.

Når du har prøvet at mixe så har du helt sikkert oplevet at to tracks ikke lyder godt når de mixes sammen. Heller ikke selvom BPM passer som det skal. Andre gange lyder det bare supergodt, og de to track er som skabt til at blive mixet sammen. Hvorfor er det sådan, og hvad er hemmeligheden i at få de forskellige mixes til altid at "sidde lige i skabet". Det får du svaret på i denne artikel, og allerede nu kan vi afsløre at det drejer sig om harmonisk mix - eller på engelsk harmonic mixing.

 

Her vil der komme en kort vidensdeling omkring den metode de fleste DJs benytter, når de optræder, når de skal have sangene til at passe sammen i toneart og tempo. Det "system" der bruges er Camelot Sound System og når du følger dette får du det eftertragtede harmonic mixing. 
 

Hvad er harmonic mixing?

 

Hvis du har tilbragt meget tid på diskoteker og undrer dig over, hvordan DJ’en kan få sangene til at matche hinanden så godt, at det lyder som om, de er skabt for hinanden, er det højst sandsynligt fordi sangene er i samme tonalitet. Hvis en sang eksempelvis er opbygget omkring en A-mol (Am), har sangen sit harmoniske centrum, eller grundtone, på tonen a, og er bygget op efter en mol-skala.

Nu skal det heller ikke gå hen og blive for langhåret, men vi kan desværre ikke komme udenom et snert af musikteori, når vi snakker om harmonic mixing. 
 

Brug de rette værktøjer

 

Det kræver naturligvis masser af øvelse, at blive garvet DJ og ”harmonic mixer”, men selv de mest erfarne DJs har brug for de rette værktøjer. Et af de mest vigtige og brugte værktøjer, inden for stort set alt musik og musikteori, er hvad der kaldes kvintcirklen. 

Kvintcirklen er et harmoniseringsværktøj, der hjælper med at definere hovedtonearten (tonika), og de nærtbeslægtede akkorder og tonearter. Dette redskab er uundværligt i harmonic mixing, da fundamentet her er, at finde frem til hvilke akkorder og tonearter, der er kompatible og ”passer sammen”.

Indenfor DJ-verdenen hedder dette værktøj noget lidt andet, nemlig Camelot Sound System eller Camelot Wheel, og er stort set identisk med en kvintcirkel. På Camelot-cirklen har akkorderne dog, for enkelhedens skyld, forskudt sig og fået betegnelserne 1B-12B i dur, og 1A-12A i mol.

 
 


Disse betegnelser kan du med fordel tilføje på hver enkelt sang i dit DJ-software, så du ved præcist hvilke sange der ville passe godt sammen i et mix. F.eks. 8A = A-mol, 9B = G-dur osv.

Nu sidder du sikkert og undrer dig over, hvordan du skal finde frem til hvilke tonearter dine sange er i. Det er så her jeg vil introducere dig for et nyt værktøj – Mixed In Key. Mixed In Key er et computer program, der skanner alle dine sange og fortæller dig, hvad toneart dine sange er i, og bruges af flere af de største DJs i verdenen – bl.a. David Guetta, Pete Tong og Sebastian Ingrosso (Swedish House Mafia).

Ved hjælp af dette program, samt brug af Camelot-cirklen, kan du her ”assigne” de førnævnte betegnelser i det program, du bruger til DJ’ing. Dette vil hjælpe dig utrolig meget fremover. Disse betegnelser vil nemlig fortælle dig, på en enkel måde, hvilke sange der er kompatible, og dette leder os nu over i det, som du sikkert har siddet og ventet på: hvilke tonearter (betegnelser), der kan mixes, så det lyder harmonisk.


Det første mix

 

Hvis du er nyopstartet DJ, og ikke helt ved, hvilke tonearter, der ville passe godt sammen, kan du starte helt simpelt ud: mix to sange, der ligger i samme toneart. Du kan for eksempel vælge 2 sange, som Mixed In Key har fortalt dig er i A-mol (du har selvfølgelig mærket dem begge ”8A”), og så forsøge at få lavet et smooth mix. Dette vil give dig opfattelsen af, at sangene er ”skabt for hinanden”.
 

Variationer til dit mix

 

Det bliver naturligvis hurtigt lidt småkedeligt, hvis der kun mixes fra 8A-8A, eller fra 9B-9B, hele tiden. For at krydre dit mix, kan du derfor vælge at mixe over i de nærtbeslægtede tonearter.

Er din nuværende sang mærket med 9B (G-dur), kan du for eksempel vælge, at mixe et trin op eller ned på Camelot-cirklen, altså til sange mærket med 10B eller 8B. Dette er altså nærtbeslægtede tonearter for 9B (hovedtonearten G-dur), hvor 10B er D-dur og 8B er C-dur. I dette tilfælde er D-dur det, der i musikteori kaldes dominant til hovedtonearten, mens C-dur er det, der kaldes subdominant. Man siger ofte, at dominanten ”trækker mere” end subdominanten, idet den er mere ”dominerende”; deraf navnet.

Leder du efter en dramatisk ændring i stemningen, som stadig er harmonisk, kan du vælge at skifte fra hovedtonearten (tonika), til det der kaldes tonikaparallel. Her går man fra dur til mol, eller fra mol til dur. I ovenstående eksempel, ville tonikaparallellen altså være 9A (eller E-mol).

Dette er de mest hyppige variationer, der vil forekomme i et harmonisk DJ mix. Det er samtidig en af de mest brugte akkordsammensætninger i musikverdenen (G-dur – D-dur – C-dur – Em). Der er naturligvis mange flere harmoniske variationer, men her er der noget at starte på. Så kan du selv udforske de mange andre variationer, der findes.


Anbefalinger til et DJ mix

 

I et DJ mix anbefales det dog, at går man går ”uret rundt”, enten med eller mod uret. Der skiftes typisk toneart mellem hver anden eller tredje sang. Eksempelvis kan du spille 8A -> 8A –> 7A -> 7A -> 7B -> 6B -> 6B -> 6B -> 6A -> 6A -> 5A og derved gøre dit mix helt og aldeles harmonisk.

Og som en kort opsummering: Brug Mixed In Key (eller lignende programmer) til at analysere din musik og få fat i sangenes individuelle toneart; følg Camelot-hjulet for at finde de sange, der er kompatible med hinanden og husk at mærke dem i dit DJ program med begreberne (1A-12A i mol; 1B-12B i dur); og til sidst leg med at mixe det sammen i dit foretrukne DJ program. Resultatet er harmonic mixing.
 

Problemet med tempo

 

Nu er harmoni desværre ikke den eneste faktor i et perfekt DJ mix. En anden faktor, udover selvfølgelig DJ evner eller medfødt talent, er at få de forskellige sanges tempoer til at stemme overens, når der mixes imellem dem.

Nu sidder du garanteret og tænker, at du da bare kan ændre tempoet på næste sang, så den stemmer overens i tempo med nuværende sang. Og du har ret. Men uden en ”key lock”-funktion vil din næste sang ændre sit toneleje en smule, når du øger eller sænker tempoet, og derfor vil de 2 sange pludselig ikke være et harmonisk match længere. Men har du en ”key lock”-funktion er det naturligvis den nemmeste måde til at få alle dine sange til at følge det samme tempo, uden at tonearten ændrer sig.


Ulempen ved Key Lock

 

Key lock-funktionen er et fantastisk redskab og en god, enkel måde til at få alle dine sange til at stemme harmonisk overens, mens det samme tempo holdes i alle dine sange. Men der er dog en del DJs, der helst vil undgå at bruge denne funktion.

Den mest mærkbare grund til at mange DJs ikke vil bruge Key Lock, er at de sange, der forskyder sit tempo, i forhold til det oprindelige tempo, kan miste en del af den originale lydkvalitet, idet der bliver barberet nogle høje og lave frekvensområder af lyden. DJ programmerne Traktor Pro og Ableton Live er dog kommet meget tæt på, at bibeholde den oprindelige lydkvalitet. Traktor Pro følger med i mange af Traktor produkterne fra Native Instruments.

Andre ulemper ved brug af Key Lock, kan være at funktionen suger meget af computerens processor eller skaber små lydfejl, i form af ”hop” i lyden.


En metode til harmonic mixing uden brug af Key Lock

 

Hvis du gerne vil mixe effektivt uden brug af ”key lock”-funktionen, er det nødvendigt med lidt forarbejde inden du tager ud at optræde.

For det første, er det vigtigt at vide hvilken toneart den første sang i dit mix bliver afspillet i, baseret på det tempo den kører i. Dernæst skal du vide hvilken toneart næste sang bliver spillet i, baseret på samme tempo, som sang nummer 1, osv.

Denne metode er betegnet, som Relative Key. Relative Key går ud på, at man holder sig til et fast tempo, hele mixet igennem, fremfor at låse tonelejet fast med Key Lock, når man øger eller sænker tempoet i en sang. Du skal derfor starte med beslutte sig for et bestemt tempo, du vil bygge dit mix op omkring.

Dernæst skal du finde ud af, hvilken toneart hver enkelt sang ender i, når de bliver spillet i det faste tempo, du har valgt (Key Lock er som nævnt slået fra – derfor ændrer tonearten sig med tempoet). Disse tonearter er de relative tonearter.

Når du er blevet klar over de forskellige tonearter (de relative tonearter), kan du sortere sangene i dit DJ program efter hvilke sange, der er harmonisk kompatible. På denne måde skal du ikke længere tænke over tempo og forringelse af lyden. Du skriver blot de relative tonearter ind i dit DJ program og bruger dem til finde ud af, hvilke sange der er kompatible med hinanden, baseret på mixets tempo. Medmindre du en dag vælger, at ændre hele playlisten og mixet til et nyt fast tempo selvfølgelig – så skal du igennem processen en gang til.

For at forenkle denne proces, er der her et trin-for-trin eksempel på, hvordan man kan gøre det i Traktor Pro (i princippet virker det også i de fleste andre DJ programmer):
 

  1. Gå ind i Instillinger og vælg det sted, hvor du vælger tempo for dit mix.
  2. Vælg den BPM (beats per minute) værdi, du vil bruge. Vælg for så vidt muligt den BPM værdi, der er gennemsnittet for alle dine sange i dit mix. Det er uafhængigt af genrer, da tempoet vil bruges i alle genrer, der findes i din playliste, så tempoet skal vælges med omhu. For eksemplets skyld kunne det være 128 BPM.
  3. Sørg for at Key Lock er slået fra. Justér derefter alle sangenes tempo efter det faste tempo, du valgte i punkt 2. I Traktor Pro er et godt trick, at sætte master clock til Internal Mode, indtaste det ønskede BPM, og derefter synkronisere decks med master clock, således at de altid holder det samme tempo. I deck header kan du se, hvor meget sangen har ændret sig fra sin oprindelige toneart. Står der ”+1” betyder det en halvtone op, og står der ”-1” er det en halvtone ned. Notér derefter dens nye relative toneart (med Camelot-tags) i det valgte tempo.
  4. For informationens og overskuelighedens skyld, kan du i Traktor ud for hver sang, notere dig sangenes oprindelige Camelot-tags i Key-kolonnen, den oprindelige toneart i Catalogue-kolonnen, den relative toneart i Key Lyrics-kolonnen og det relative Camelot-tag i Comment 2-kolonnen.

 

Når du optræder kan du, for at gøre det overskueligt, gemme alle kolonner væk, undtagen den med relative Camelot-tags, og bruge disse tags til at finde ud af hvilke sange, der er kompatible.

Hvis du har sat det hele rigtigt op, kan du med denne metode spille et harmonisk sæt i et fast tempo, hele aftenen, uden brug af Key Lock, og derved uden tab af lydkvalitet.

Det tager tid at sætte op, men det er hele tiden værd, og med tiden vil det blive rutine for dig. Håber I kan bruge artiklen, og held og lykke med at DJ mixe. Kan du så komme i gang!